Where is the love?

Hej søde læsere,

Det er med lidt trist stemning, dette indlæg bliver skrevet.. I har nok på dette tidspunkt, allesammen hørt om hvad der forløb sig i Manchester M.E.N Arena i går aftes efter Ariana Grande koncerten. Som nogle af jer nok er klar over, så er jeg opvokset i Manchester igennem 9 år, altså rammer det mig dybt i hjertet, da den by, er som mit andet hjem, min barndom og en kæmpe del af min sjæl.

Jeg vågnede i morges, da min mor viste mig TV-nyhederne. Jeg var dybt rystet, men alligevel var jeg forberedt, da jeg synes sådanne ting, som vi kalder terror, sker så ofte efterhånden. Vi skyndte os, at kontakte vores nærmeste derovre, for selvfølgelig at sikre os, at de var i god behold. Det var de, gudskelov.

På trods af, at jeg ikke kender nogle involveret, så ved jeg, at Manchesters situation har rystet ikke kun byen, men en hel nation. Alle er i dyb chok og forargelse over, at det simpelthen bare fortsætter… Jeg synde virkelig det er tragisk, at vi efterhånden skal leve en hverdag i frygt og usikkerhed.

Som indlæggets titel tyder på, så har jeg virkelig svært ved at finde kærlighed i grusomme gerninger som denne. Jeg er dog imponeret og utrolig varm om hjertet, over hvordan vi formår at står sammen. Jeg har i dag set mange billeder af mindeoptog i Manchesters gader, samt hørt fra folk, der har doneret blod for at redde liv. Jeg finder lys i en så mørk tid, ved at fokusere på den kærlighed vi spreder imellem os.

I aften vil min anden hjemby og alle de der er berørt af denne forfærdelige tid, være i mine tanker.

xoxo,